Canton Fair, HKTDC og Global Sources – nogle af verdens største handelsmesser i Kina. I dette indlæg får du mine erfaringer, trips og tricks til messer, leverandørbesøg og til at komme rundt i Kina – uden Google, Maps og alle de andre apps du kender. Vi lavede massere fejl på turen – og stod første dag uden penge til mad, taxa og hotellet – læser du indlægget, så ved du allerede hvordan du undgår det.

Jeg var på messer i 2019 med Aske, som jeg ejer Tradevision sammen med. Vores tur varede i 12 dage. Vi tog seks overnatninger i Guangzhou, to i Shenzhen samt to i Hong Kong. Derudover tog det en dags rejse at komme tur/retur. Turen kostede cirka 25.000 kroner (12.500 pr. mand) for fly, visum og hotel – derudover kommer mad, oplevelser og vareprøver.

Canton Fair

Canton Fair er beliggende i Guangzhou og bliver holdt to gange om året – nemlig i April/maj og Oktober/November.

Messen havde sit 125 gangs jubilæum i 2019 og det er en af Kinas største handelsmesse med mere end 25.000 udstillere og over 200.000 potentielle købere. Messen er så stor, at den er opdelt i 3 forskellige faser der fokuserer på forskellige produktgrupper. Hver fase varer i 5 dage og der er 3 dages pause mellem hver fase.

De tre forskellige faser er:

  • Fase 1: Fokuserer primært på elektronik
  • Fase 2: Fokuserer primært på husholdning
  • Fase 3: Fokuserer primært på tøj/sko/mode

Du kan læse mere om de forskellige faser og hvad de indeholder her.

Guangzhou er en spændende by med meget liv, mange spisesteder, store bygning og ikke mindst mange mennesker (Mere end 13.000.000 mennesker). Det er en smule svært at finde rundt – specielt fordi Google Maps ikke virker særlig godt i Kina. Guangzhou ligger tæt på Shenzhen, hvor mange elektronik leverandører er beliggende. Derfor kan man let tage lyntoget til Shenzhen og komme på leverandørbesøg i samme omgang.

Jeg sælger primært elektronik – og var derfor kun til første fase. Det var en spændende oplevelse, at være til så stor en messe og vi kom hjem med ømme fødder hver dag. Men jeg må ærligt indrømme, at udvalget af elektronik skuffede mig en smule. Der er mange spændende produkter, men der er også virkelig meget skrammel i mellem – og du skal lede længe efter de gode fabrikker, da der er ekstremt mange resellers – i hvert fald hvis du som mig sælger elektronik. Hvis du forhandler andre ting såsom badeværelsesarmaturer, køleskabe eller lamper, så er det en helt anden situation – da der er få store og mere seriøse producenter på messen.

Det kinesiske visum

Selve rejsen til Kina er ikke så kompleks – du skal bestille nogle flybilletter og et hotelværelse – præcis som du plejer. Jeg bookede flybilletter på Momondo og hotel på Booking.com. Det problematiske kommer når du skal have et kinesisk visum.

For at få et kinesisk visum, skal du udfylde en lang formular. Derudover skal du forbi den Kinesiske ambassade i København, som skal have fingeraftryk, høre hvad du skal lave i Kina og tage billeder af dig.

De skal bruge ufattelig mange informationer om dig samt pasbilleder i en speciel størrelse (både online og fysisk). De skal eksempelvis vide, hvor har du rejst de seneste fem år, hvornår du gik i skole – med præcise datoer og forskellige informationer omkring dine forældre. Overraskende nok spurgte de ikke rigtig ind til virksomheden selvom jeg fortalte vi skulle herover i firmaregi.

Vi søgte om et Double Entrence visum med varighed på et år, men fik kun et halvt år – det betyder at vi kan rejse ind i Kina to gange i løbet af de næste halve år med det samme visum.

Har du ikke selv lyst til at lave dit Visum kan du også få et dansk firma til at lave det for dig.

Hvad fik jeg ud af turen?

Målet med turen var at finde nye produkter til de eksisterende forretninger samt at mødes med de leverandører, som vi allerede handler med og overføre mange tusinde kroner til. Tingene går desuden noget stærkere når man kan prøve varen direkte hos leverandøren – for ikke og tale om det sparer en del penge på ikke at skulle sende vareprøver fra Kina til Danmark. Derudover giver det et godt forhold at have mødtes personligt.

Nye virksomheder

På messerne var der utrolig mange produkter – nogle af dem var så gode, at det blev til nye projekter.

MountainBlanket

MountainBlanket designer og forhandler kugledyner, som bliver brugt til at løse søvnproblemer, sænke stressniveauet og forbedre humøret gennem naturlige stoffer i hjernen.

Drybuddy

Drybuddy har designet en svedstoppende t-shirt, som gør, at sved og svedlugt ikke kommer igennem tøjet. Det er en løsning på svedproblemer til alle der døjer med høj svedproduktion.

TravelHero
TravelHero forhandler nogle af markeds bedste og mest holdbare kufferter til en pris der er langt under det de store konkurrenter tager.

Nye produkter og forretningsforbindelser

Vi fandt også mange nye produkter til eksisterende forretninger. Der blev eksempelvis fundet en powerbank til Sportsbuddy, mens der kom nye trådløse høretelefoner til sortimentet på Sports-headset, ravlygter til Nightflash og pandelamer til Raylume. De nye produkter betød også flere nye leverandører i Kina, hvilket gør, at mit netværk i Kina er blevet større. Vil jeg eksempelvis starte et nyt projekt, så ved jeg nu hvem jeg skal tage fat i for at tjekke op på kvaliteten, lave et leverandørbesøg og hvordan vi billigst sender varer fra Kina til Danmark.

Møde med leverandørerne

Vi har efterhånden sendt mange hundredtusind kroner til Kina og derfor var det utrolig interessant at møde med leverandørerne og se produktionen. Normalt ser vi kun det færdige resultat – så at kende til processerne råvarematerialet går igennem er guld værd på den måde, ved du også bedre hvad du sælger.

En anden ting var, at du får et bedre forhold til dine leverandører når du har mødt dem personligt – og derved er det lettere at forhandle om priser, leveringstider, indpakning etc. Ligeledes var det lettere at spotte nye produkter og prøve dem med det samme når man stod på fabrikken. 

Møde med andre danskere

Jeg elsker at møde andre danskere når jeg er ude at rejse – i Guangzhou mødte vi en mand ved navn Karl – faktisk på en lidt sjov måde. Vi var på vej til hotellet fra Canton Fair. Karl kommer kørende på et kuffert-løbehjul, som han selv har opfundet og holder fast i en tuktuk, mens han på dansk råbte ’’Gratis transport’’ og vi svarede tilbage på dansk. Han stopper op og vi faldt i snak. Han inviterede os med til et møde med hans forretningsforbindelse og derefter tog vi hen på en restaurant sammen med dem. Karl satte os også op med andre danske iværksættere i Guangzhou, som vi mødtes med dagen efter – to rigtig spændende gutter der har boet i Kina de sidste 16 år.

Tips og tricks

VIGTIGT: Hæv penge hjemmefra

Vi glemte alt om at hæve penge hjemmefra – og ville hæve det i lufthavnen – problemet var bare, at vores Mastercards blev afvist – både firmakortet og vores private kort. Så stod vi i Guangzhou lufthavn efter at have været på farten i 20 timer og vidste ikke hvordan vi skulle komme til hotellet eller hvordan vi skulle købe mad. Efter at spørge +20 forskellige butikker i lufthavnen fandt vi heldigvis en der kunne lave en (høj) fast pris og tage imod betalingen med kort. Mit råd: Hæv nogle penge inden du tager afsted og sørg for dit kort er åbent i Kina, så du kan hæve i alle automater. Vi fik heldigvis løst problemet og 10 timer efter vi er landet fik vi hævet og Burger King, som lå ved siden af hæveautomaten fik besøg af nogle meget sultne danskere.

Tag en håndbagage kuffert med på messen

Du får ufattelig mange visitkort og kataloger – vi tog en kuffert med ind på messen, som var delt op i to forskellige rum. Et til de fabrikker der var interessante og et til dem der ikke var. Det fungerede rigtig godt – for det er svært at huske hvilke fabrikker der er gode når man har kigget på +1.000 stande i løbet af dagen og snakket med mange fabrikker der på papiret kan minde om hinanden. Når vi kom tilbage på hotelværelset sorterede vi i katalogerne, smed de dårlige ud og tjekkede op på fabrikkerne og produkterne på nettet.

Hav forskellige visitkort

Du møder mange mennesker – også en del du ikke i fremtiden vil i kontakt med og du kan ikke sige nej til dem. Derfor havde jeg to forskellige visitkort med – et med rigtige informationer til de fabrikker jeg gerne vil indlede et samarbejde med og et med falske informationer til de fabrikker, som jeg ikke ønsker at høre fra. Resultatet var, at de ’’rigtige’’ visitkort blev delt ud i max 10% af tilfældene og de ’’falske’’ blev delt ud 90% af gangene. Det er en relativ billig måde at slippe for spam mails.

Transport
Normalt bruger jeg Uber når jeg er i udlandet – Det kinesiske svar er I Kina brugte jeg Didi, tog og lyntog. Der er også mange busser – hvordan de kører fandt jeg dog aldrig ud af.

Lyntog:

Fra Hong Kong til Guangzhou tog vi med lyntog. Hjemmefra havde jeg tjekket det var muligt, og billetterne blev booket dernede. Ruten er 146 kilometer, det tog 51 minutter og togets topfart på strækningen er 300 km/t. Du kan finde informationer om lyntoget her.

VPN

Download en VPN på din telefon og computer – brug IP adressen fra et andet land, så kan du stadig tilgå alle de tjenester du plejer. Jeg brugte EkspressVPN, som koster 13 USD for en måned – og det fungerede fint, men gør nettet en smule langsommere.

Kinesisk simkort

Vi købte et kinesisk simkort i lufthavnen med tale og 3 GB data til 180 CNY. Allerede ved Canton Fair pladsen stod der dog flere Simkort sælgere der solgte 10 GB data for 100 CNY, så kan du vente med at købe simkortet, så får du mere ud af pengene. Nettet er iøvrigt ikke det hurtigste, men det er rart at have. Jeg havde et simkort fra China Unicom.

Fem sjove opdagelser

  1. Kinesere kan ikke sige app – de deler i stedet bogstaverne op og siger a-p-p.
  2. Kinesere sparer hvor de kan – da vi kom frem til hotellet i Guangzhou annullerede de vores booking og bad os betale kontant – på den måde sparer de gebyret til booking.com.
  3. Kinesere er ikke ret gode til engelsk – det kan der komme meget sjov ud af når man prøver at forklare hinanden noget.
  4. Hong Kong minder utrolig meget om England – både busser og taxaer er som at være i England.
  5. Kinesere bruger ikke et normalt toliet – men i stedet et hul i jorden. (Det er på flere hoteller, så se dig godt om)

Afslutning

Var turen pengene værd?

Det spørgsmål stiller jeg mig selv mens jeg skriver denne guide i flyet på vej til Danmark – og det er faktisk ikke et særlig svært at svare på. Turen er bestemt pengene værd – jeg er sikker på, at turen også tjener sig selv hjem.

Hvad ville jeg lave om næste gang?

Næste gang jeg tager til Kina, vil jeg have længere tid de forskellige steder. Tre forskellige byer på 10 dage er lidt for optimistisk – og du når ikke rigtig at opleve den by du er befinder dig i inden du skal videre.

Jeg vil ikke tage til Canton Fair igen – men i stedet til HKTDC og Global Source, da det passer bedre til mit sortiment. I stedet for at ligge to leverandørmøder pr. dag vil jeg afsætte en hel dag til hvert møde, så man har tid til at få snakket tingene igennem.